Arwos A/S

Spørgsmål/svar til takster for 2026

Hos Arwos har vi forsøgt at samle de mest typiske spørgsmål på denne side.
FAQ takster 2026
Nye takster pr. 1. januar 2026

SPØRGSMÅL & SVAR

 

Hvornår gælder de nye takster for vand, spildevand og affald?

Svar:
De nye takster træder i kraft den 1. januar 2026. Det betyder, at forbrug og ydelser fra og med denne dato bliver afregnet efter de nye takster.

Hvad ændrer sig helt overordnet?

Svar:
Fra 1. januar 2026 sker der følgende ændringer:
1. Drikkevandstaksten stiger til 4,95 kr. pr. m³ (ekskl. moms og afgifter)
2. Spildevandstaksten/vandafledningsbidrag stiger til 62,00 kr. pr. m³ (ekskl. moms og afgifter).
3. Affaldstaksterne sænkes for de fleste kunder, og der indføres en ny, mere enkel takststruktur for husholdningsaffald. For enkelte kunder vil taksten stige.

Drikkevand

Hvor meget stiger drikkevandstaksten?

Svar:
Drikkevandstaksten stiger med 1,95 kr. pr. kubikmeter til i alt 4,95 kr. pr. m³. Dermed er opkrævningsgrundlaget tilbage på samme niveau som i 2019 efter fem år med faldende takster.

Hvorfor stiger prisen på drikkevand?

Svar:
Der er to hovedårsager:
• Ejerstrategien kræver, at Arwos Vand opkræver den fulde økonomiske ramme. Det vil sige den ramme Arwos Vand må opkræve til at dække drifts- og anlægsudgifter.
• Arwos investerer i nye vandmålere og andre tiltag, og de omkostninger skal afspejles i taksten.

Tidligere har taksten været lavere og har ligget lavt i forhold til tilsvarende vandværker.

Spildevand

Hvor meget stiger spildevandstaksten/vandafledningsbidraget?

Svar:
Spildevandstaksten/vandafledningsbidraget stiger med 6,20 kr. pr. kubikmeter til i alt 62,00 kr. pr. m³, eksklusive moms og afgifter.

Hvorfor stiger prisen på spildevand så meget?

Svar:
Stigningen skyldes flere ting, der trækker i samme retning:
1. Ejerstrategien kræver, at Arwos Spildevand opkræver den fulde økonomiske ramme. Det vil sige det beløb Arwos Spildevand må opkræve til at dække drifts- og anlægsudgifter.

2. Store investeringer i miljø og klimasikring
• Kloakseparering i bl.a. Løjt, Felsted og Padborg.
• Pumpesluse på havnen i Aabenraa.
• Nye regnvandsbassiner og anlæg, der skal forebygge overløb og beskytte vandmiljøet.

3. Klimatilpasning
Investeringerne skal bl.a. sikre, at kloakkerne ikke løber over ved kraftig regn, så urenset spildevand undgås i åer og fjorde.

4. Efterslæb på inflation
Der har været et efterslæb, fordi taksterne tidligere har ligget under de reelle omkostninger. Det efterslæb kan først nu opkræves.

5. Faldende faktureringsgrundlag
Der sælges mindre vand og modtages mindre fakturerbart spildevand. Når færre kubikmeter skal bære de samme og stigende anlægsomkostninger, bliver prisen pr. kubikmeter højere.

Hvad får kunderne ud af investeringerne i spildevand?

Svar:
Kunderne får:
• Mere klimasikre løsninger: Mindre risiko for oversvømmelser og overløb ved kraftig regn.
• Bedre vandmiljø: Færre overløb med urenset spildevand til åer og fjorde.
Det er investeringer, der skal sikre en mere robust infrastruktur mange år frem

Hvad betyder det, at kunderne har haft en ”rabat”?

Svar:
Det betyder, at:
• Taksterne på særligt spildevand har i en periode været lavere, end det omkostningsniveau, som Arwos ville have kunnet opkræve for.
• Ejerstrategien har de sidste fire år krævet at vi opkræver op til rammen.

Med de nye takster bliver dette efterslæb udlignet, og derfor opleves stigningen nu. Den tidligere ”rabat” ophører samtidig med, at Arwos går ind i en periode med store investeringer.

Affald

Hvorfor falder affaldstaksterne?

Svar:
Affaldstaksterne falder og stabiliseres af to hovedårsager:

1. Nyt udvidet producentansvar for emballage
Producenterne kommer til at dække udgifterne forbundet med bortskaffelse af deres emballage. Det betyder lavere udgifter for affaldsordningerne – og dermed lavere takster for kunderne.

2. Tilbageførsel af opsparet overskud
Arwos har på affaldsområdet haft en bedre økonomi end forventet gennem flere år. Den opsparede overdækning bliver nu gradvist tilbagebetalt til kunderne, så taksterne kan sænkes og holdes mere stabile.

Hvad er ”udvidet producentansvar for emballage”?

Svar:
Udvidet producentansvar betyder, at producenterne i højere grad skal betale for:
• Indsamling, sortering og behandling af den emballage, de sender på markedet.
Det betyder, at en del af de udgifter, som tidligere lå hos kunderne via affaldstaksterne, nu flyttes over til producenterne. Det gør det billigere at være affaldskunde.

Hvorfor betaler I overskud tilbage på affaldsområdet?

Svar:
Af to grunde:
1. Arwos har været bevidst forsigtige på affaldsområdet, fordi både affaldsmængder og bortskaffelsespriser kan svinge meget. Der er derfor bygget en buffer op.
2. Det har vist sig, at økonomien har udviklet sig bedre end forventet, og derfor er bufferen nu større, end der er behov for.
Derfor tilbagefører Arwos en del af overskuddet til kunderne via lavere takster, samtidig med at der bevares en fornuftig buffer i et usikkert marked.

Hvad går den nye takststruktur for affald ud på?

Svar:
Den nye takststruktur handler om, hvordan grundgebyret fordeles mellem forskellige boligtyper – ikke om, hvor tit skraldebilen kommer.

Hovedpunkterne er:
• Parcel- og rækkehuse er udgangspunktet for taksten (100 %).
• Lejligheder betaler 75 % af parcelhustaksten.
• Kolonihaver betaler 30 % af parcelhustaksten.
• Sommerhuse og flexboliger betaler 50 % af parcelhustaksten.
• Kollegier/ældreboliger betaler 30 % af parcelhustaksten.

Formålet er, at taksterne skal være:
• Mere gennemskuelige
• Mere retfærdige på tværs af boligtyper
• Nemmere at forklare og sammenligne med andre kommuner

Ændrer tømning og ordninger sig også?

Betyder den nye takststruktur, at der bliver ændret i, hvor ofte der bliver hentet affald?

Svar:
Nej. Den nye takststruktur handler om fordelingen af grundgebyret mellem boligtyper – ikke om tømninger, beholdere eller ordningernes indhold. Selve ordningerne og tømningerne er ikke det, der ændres med denne beslutning.

Jeg bor i en lejlighed i en ejendom med mere end otte lejligheder – hvorfor stiger min regning?

Svar:
Tidligere har lejligheder i ejendomme med mere end otte lejligheder haft en særlig rabatordning. Byrådet har besluttet at ændre takststruktiuren og derved bortfalder den tidligere ordning fordi:
• Den gamle inddeling har været svær at forklare.
• Den afspejlede ikke længere, hvordan affald faktisk bliver produceret i hjemmene.
Fremover bliver lejligheder lagt i én fælles gruppe, som betaler 75 % af parcelhustaksten. Det gør taksterne mere ensartede og mere gennemskuelige på tværs af forskellige lejlighedstyper.
For kollegier og ældreboliger er taksten 30 %

Vil de fleste opleve en stigning eller et fald på affald?

Svar:
For de fleste kunder vil ændringerne på affaldsområdet betyde:
• Et fald i taksterne i første omgang, bl.a. på grund af producentansvaret og tilbageførsel af overskud.
• Herefter en forventning om, at taksterne kan holdes stabile i de kommende år.
For nogle enkelte, f.eks. lejligheder, der tidligere har haft en særlig rabat, kan der være en mindre stigning.

Hvad betyder ændringerne for min samlede regning?

Svar:
Det afhænger af:
• Din boligtype (parcelhus, lejlighed, sommerhus osv.).
• Dit forbrug af vand og dermed også mængden af spildevand.
• Om du tidligere har været omfattet af en særlig rabatordning, der nu bortfalder.
Grundlæggende kan man sige:
• Vand og spildevand bliver dyrere pr. kubikmeter.
• Affald bliver billigere for de fleste og forventes stabilt fremover.

Kundens konkrete regning vil fremgå af priseksempler og de opkrævninger, der udsendes.

Hvordan er min bolig registreret og hvordan ændrer jeg den?

Svar:
De nye takststrukturer tager udgangspunkt i din ejendoms anvendelseskode i BBR, og en oversigt over hvilke BBR koder, der hører til hvilken takst, finder du her (link).

Har du spørgsmål i forhold til din BBR anvendelseskode, skal du henvende dig ved Aabenraa Kommune her:
Telefon 7376 7347
Mail: bbrpost@aabenraa.dk

Hvorfor kan I ikke bare holde taksterne i ro?

Svar:
Det kan vi ikke, hvis vi samtidig skal:
• Sikre rent drikkevand,
• Et robust spildevandssystem, der kan håndtere mere ekstremregn,
• Og et godt vandmiljø uden unødvendige overløb.

De nye takster afspejler både de reelle omkostninger og de store investeringer i klima- og miljøprojekter, som er nødvendige i de kommende år.

Hvad kan jeg selv gøre for at påvirke min regning?

Svar:
Din regning afhænger bl.a. af dit forbrug:
• Jo mindre vand du bruger, jo lavere bliver din udgift til både vand og spildevand, fordi de afregnes pr. kubikmeter.
Selve taksterne fastsættes politisk og reguleres, men dit forbrug er den del, du selv kan påvirke.

 

Ofte stillede spørgsmål

20. januar 2026

Driftstatus

Ingen aktuelle driftforstyrrelser

Åbningstider i dag

Genbrugspladser

Aabenraa
08:00 - 17:00
Padborg
10:00 - 17:00
Tumbøl
Lukket
Kliplev
10:00 - 17:00
Kobro
Lukket

Haveaffaldspladser

Stubbæk
Døgnåbent
Løjt
Døgnåbent

Genbrugsbutikker

Padborg
12:00 - 17:00
Aabenraa
12:00 - 17:00
Kundeservice­centret
08:30 - 15:00
Telefontid i Kundeservice
09:00 - 13:00
→ Se alle åbningstider og adresser
20. januar 2026

Driftstatus

Ingen aktuelle driftforstyrrelser