Hvert år falder der i omegnen af 800-1000 mm regn pr m² i Aabenraa kommune. Det betyder, at mellem 800 og 1000 liter vand falder på hver eneste kvadratmeter i Aabenraa kommune over et år.

Det er ikke ligegyldigt, for det er det vand, som om mange år fosser ud, når du åbner vandhanen.

Regn er vand i luften. Her kan det være som vanddamp fra fordampning fra havene, fortættede små flyvende vanddråber eller som regn. Men hvad er forskellen? Og hvordan “flyver” vandet oppe i skyerne? Og hvornår bliver det til regn? Det og meget mere får du svar på i dette afsnit.

Tyngdekraften kender vi alle sammen. Hvis vi hopper, rammer vi hurtigt jorden igen. Basta! Men vi ved også godt, hvordan sæbeboblen flyver afsted med vinden. 

Og det er faktisk de samme principper, der bestemmer, om vandet ”flyver” eller falder.  

Lidt forsimplet kan vi sige, at små dråber og damp er så lette, at tyngdekraftens påvirkning ikke er større end de opadgående varme vindes modsatrettede retning. Derfor kan tyngdekraften ikke trække den lille vanddråbe ned. 

Men bliver dråben stor og tung, vil tyngdekræftens påvirkning overgå luftstrømmene. Og så falder dråben ned. Det kan ske ved, at dråberne fortætter i skyerne pga. trykpåvirkninger eller blot ved, at vanddampen binder sig til korn i luften. 

Og så falder vanddråben som regn. 

I Aabenraa falder der meget regn. I 2020 faldt der 890 mm, mens der i 2019 faldt 1019 mm. I forhold til resten af landet, ligger vi årligt omkring 100 mm over gennemsnittet.  

Når regnen rammer jorden, starter rejsen igennem de øvre jordlag:

1. Rodzonen 
2. Umættet zone 
3. Mættet zone 
4. Grundvandsspejl 

Du vidste nok godt, at regnvand siver ned gennem jordlagene og bliver til grundvand. Men jordbunden har også meget at sige. For jo hurtigere vandet kan sive ned i det øvre jordlag, jo mindre vand fordamper eller ledes ud i vandløb, søer og hav. 

I Danmark er grundvandsdannelsen størst i Jylland. Det skyldes, at vandet her lettere siver ned igennem lagene, og sådan er det også i Aabenraa. Det kaldes ledningsevne eller permeabilitet. 

Undergrunden i Aabenraa er dog meget forskellig fra øst mod vest. Vi kan faktisk fornemme det, når vi bevæger os i landskabet. Ved Tinglev mod vest oplever vi store frie vidder , hvorimod vi mod øst oplever et mere bakket landskab. På samme måde er der en stor forskel på undergrunden. Kort sagt har vi øst for højderyggen en undergrund præget af moræneler og i vest præget af morænesand-aflejringer. 

Forskellen i de øvre aflejringer betyder, at regnvandet, der rammer øst for højderyggen, i langt højere grad opstuves på overfladen, og derfor skal ledes væk via dræn og kloak. 

Undersøger vi f.esk. en boreprofil fra vandværket på Farversmøllevej i Aabenraa, kan vi se, at der er moræneler i øverste lag. En tilsvarende profil mod vest viser, at der er 0 meter, før der er sand. Her er vandets vej væk fra solens lys derfor lettere, og fordampning og afstrømning på overfladen mindre.

Mod vest kan det tage vandet helt ned til 5 år at bevæge sig fra regndråbe til grundvand. I den østlige del af Kommunen kan det derimod tage op til 65 år, fordi der er en meget lerholdig jord. 

Et område med grundvand kaldes et magasin, og når alle mellemrum mellem sandkornene er fyldte med vand, kalder vi det en mættet zone. Er mellemrummene ikke fyldte, kaldes det den umættede zone. Overgangen mellem de to, kalder vi grundvandsspejlet.

Mængden af grundvand, som magasinet kan indeholde, hænger sammen med størrelsen på mellemrummene imellem sandkornene. Det kaldes porøsiteten. Den finkornede bjergart skrivekridt kan f.eks. have en porøsitet op til 50%, mens sand kan komme op på 35%.  

En høj porøsitet er ikke nødvendigvis det samme som et godt sted at hente vand. F.eks. har skrivekridt en høj porøsitet men en lav permeabilitet. Permabilitet kaldes ledningsevne. Mellemrummene mellem porerne er nemlig ikke er særlig godt forbundet, og så er det svært at suge vandet op. 

Så permeabiliteten i et grundvandsmagasin er mindst lige så relevant som størrelsen af magasinet. Der er nemlig nødt til at være en vis mulighed for, at vandet kan vandre. Ellers kan vi ikke “suge” det op. I hvert fald ikke ret længe.