Arwos A/S

Sådan bruger du kassen til farligt affald

Kassen til farligt affald gør det nemt at komme af kemikalier, kosmetik, batterier, småt elektronik og meget mere. Læs mere her…

Kassen med farligt affald er en nem og fleksibel måde at komme af med dit farlige affald derhjemme. Her kan du finde svar på dine spørgsmål om afhentning af farligt affald i Aabenraa Kommune, hvad farligt affald er og andre nyttige oplysninger.

Særligt i sommervarmen – pas på du ikke mixer en giftig kemi-cocktail

De varme dage er over os og havebassinet er fundet frem. Hvis du, ligesom mange andre, bruger lidt klor i børnenes bassin, så vær opmærksom på hvordan du skiller dig af med den tømte emballage.

Når klor fra f.eks. havebassinet blandes med syre, som f.eks. wc-rens, afkalkningsmiddel eller eddike, dannes der giftige grønne klordampe, som er yders farlige at indånde.

Husk derfor altid at skrue låget på – også selvom beholderen virker tom og sørg for at pakke kassen så tingene ikke vælter. Læs mere nedenfor.

 

Afhentning af farligt affald: Sådan gør du

Produkter, der betegnes som farligt affald, må aldrig komme i skraldespanden. Læg det i stedet i kassen til farligt affald og stil kassen ud til dine øvrige affaldsbeholdere. Så sikrer vi, at affaldet bortskaffes forsvarligt.

Herunder er alt, du skal være opmærksom på i forbindelse med sortering og afhentning af farligt affald i Aabenraa Kommune.

  1. Læg affaldet i kassen.
    • Husk at batterier og elpærer skal i en frysepose med knude på.
    • Er kemikalier ikke i original emballage, skal du skrive, hvad der er i. Det hjælper os, når vi skal håndtere og bortskaffe kemikalierne.
    • En fuld kasse må maks. veje 4. kg
  2. Klik låget på.
    • Låget skal lukke tæt. En overfyldt kasse tages ikke med. Reglen er til for at beskytte vores medarbejdere mod skadelige kemikalier.
  3. Sæt kassen på låget af den affaldsbeholder, der tømmes næste gang
    • Bor du et sted, hvor I har fælles affaldsbeholdere, skal du høre din udlejer eller vicevært, hvordan du kommer af med kassen
  4. Skraldemanden tager din kasse med og stiller en ny, tom kasse til dig.

Kassen til farligt affald

Opbevaring af farligt affald

Farligt affald skal håndteres og opbevares forsvarligt. Sørg for, at låget er skruet godt på de enkelte beholdere og stil produkterne ned i kassen. Luk låget på kassen.

OBS! Du må aldrig blande kemikalier! Det kan godt være fristende at samle ”slatterne” fra forskellige beholdere. Men det må du af sikkerhedsårsager ikke. Læg i stedet de enkelte produkter i kassen, og stil den ud til afhentning af farligt affald, når den er fuld.

Er kemikalier ikke i original emballage, skal du skrive på et mærkat, hvad der er i beholderen.

 

Luk kassen – helt

Låget kan være svært at lukke – det ved vi godt. Det skyldes, at der er børne- og transportsikring på. Få tips og tricks i vores video om hvordan du åbner kassen til farligt affald herunder.

Selvom der er børnesikring på kassens låg, bør du opbevare den utilgængeligt for børn. Det kan være i et aflåst rum eller i en højde, hvor de små ikke kan nå.

Hvad er farligt affald?

Farligt affald er en bred kategori, der spænder helt fra neglelak og neglelakfjerner til fjernbetjeninger, toiletrens og træsprit. Kommer du i tvivl om et af dine husholdningsprodukter skal i kassen med farligt affald, så stil dig selv spørgsmålet: Indeholder dette produkt stoffer, der kan være skadelige for miljø eller mennesker? Så skal det helt sikkert lægges i kassen til afhentning af farligt affald. Det gælder også, hvis produktet kan være brandfarligt eller brandnærende.

Du kan også kigge bag på beholderen eller emballagen. Hvis et af de kendte faremærker er printet på – eller hvis det skal opbevares utilgængeligt for børn – skal det sorteres som farligt affald.

Herunder kan du se en liste over farligt affald.

Farligt affald

FARLIGT AFFALD MÅ KOMME I KASSEN TIL FARLIGT AFFALD

Kemiflasker, neglelak, lakfjerner og alle andre produkter i emballage med advarselsmærker – også hvis de er tomme.

Er dine kemikalier ikke i original emballage, så skriv hvad der er i, så vi kan bortskaffe det korrekt.

Nej tak til:

Kanyler
→ Genbrugsplads ved farligt affald (men kun i kanyleboks)
Medicin
→ Apotek
Fyrværkeri
→ Genbrugsplads ved farligt affald

Småt elektronik

SMÅT ELEKTRONIK SKAL I KASSEN TIL FARLIGT AFFALD

  1. Alle former for småt elektronik fra dit hjem må komme i.
  2. Tag batterierne ud af småt elektronik.
  3. Det må ikke være større end, at låget på kassen kan lukkes. Større genstande skal afleveres på genbrugspladsen.

Der gemmer sig elektronik i mere end du tror

Juleblusen med dioder, tillykke-kortet med musik eller børneskoene med lys. Der er elektronik i mere, end du tror.

Men så snart der er LED-lys i ballonen eller lys i slipset, så er det elektronik og skal behandles sådan, når det skal bortskaffes: Læg det i kassen til farligt affald.

Elpærer

ELPÆRER SKAL I EN POSE I KASSEN TIL FARLIGT AFFALD

  • Alle typer pærer, lyskæder og LED-strips må komme i kassen.
  • Du må dog ikke komme neonrør i.
  • Læg altid elpærer i en pose med knude på – også for din egen skyld. Sparepærer indeholder giftige stoffer, som frigives, hvis pæren går i stykker.

Batterier

AFLEVÉR BATTERIER I EN POSE I KASSEN TIL FARLIGT AFFALD

  • Alle typer batterier fra f.eks. legetøj, lygter og køkkenapparater er velkomne i kassen.
  • Batterier skal i en pose med knude på. Det skal de fordi, de kan frigive syre, der ikke må komme i kontakt med andre kemikalier.

Nej tak til:

Bilbatterier
→ Genbrugspladsen til akkumulatorer

Spraydåser

SPRAYDÅSER ER VELKOMNE I KASSEN TIL FARLIGT AFFALD

Dine tomme eller halvtomme dåser med deodorant eller hårlak og patroner med gas må gerne komme i kassen.

Maling

RESTER AF MALING MÅ AFLEVERES I KASSEN TIL FARLIGT AFFALD

  1. Du må gerne komme dine malingrester i kassen, men spanden må ikke være større, end at låget på kassen kan lukkes.
  2. Husk  der maks. må være 4 kg. i kassen til farligt affald.
  3. Er kemikalier ikke i original emballage, så skriv hvad der er i, så vi kan bortskaffe det korrekt.

 

Hvad er ikke farligt affald?

Du skal være opmærksom på, at medicin aldrig skal sorteres som farligt affald – hverken i kassen til afhentning af farligt affald eller på genbrugspladsen. Rester af medicin skal i stedet afleveres på apoteket, hvor de tager sig af bortskaffelsen.

Vi tager heller ikke imod fyrværkeri. Fyrværkeri kan du selv gemme og opbevare et tørt og sikkert sted frem til næste nytårsaften – eller du kan køre det på genbrugspladsen og aflevere det dér.

Farligt affald, der ikke passer ned i kassen

I Aabenraa Kommune står vi ikke for afhentning af farligt affald, som ikke passer ned i kassen. Store gasflasker, lange lysstofrør og andre genstande, der forhindrer, at låget kan lukkes – eller som slet ikke kan komme ned i kassen – skal du i stedet selv køre på genbrugspladsen.

Arwos driver 5 forskellige genbrugspladser i Aabenraa Kommune. Find vores genbrugspladser og åbningstider her.

Faremærke indikerer farligt affald

De fleste skadelige produkter, der skal sorteres som farligt affald, er markeret med et eller flere af EU’s faresymboler. Det drejer sig blandt andet om over 100.000 kemikalier, deodoranter på spray og meget andet. Vær dog opmærksom på, at faremærket kan være printet på en emballage, du for længst har smidt ud – derfor kan det af og til være godt at dobbelttjekke på nettet.

EU´s 9 faresymboler

Alle EU’s faresymboler er en rektangulær firkant, der står på skrå. Den har en rød kant rundt om en hvid baggrund, hvori der er et sort symbol. Symbolet varierer efter type og fortæller, hvilken type fare, du har med at gøre.

EU´s faresymboler til farligt affald

  • Eksplosivt
  • Sundhedsfare
  • Brandfarlig
  • Alvorlig sundhedsfare
  • Ætsende
  • Farlig for miljøet
  • Gasser under tryk
  • Akut toksicitet
  • Brandnærende

Undtagelse: Rene beholdere markeret som Sundhedsfare (!)

Der er enkelte undtagelser, hvor beholdere med faresymboler ikke behøver at blive sorteret som farligt affald. Det gælder specifikt emballage, der har faresymbolet ”Sundhedsfare” – markeret med et udråbstegn (!) – såfremt emballagen er skyllet og helt ren. Det gælder fx visse kalkfjernere, som du kan tømme helt og rense med vand. Plastikemballagen kan derefter sorteres som plastik.

Hvad sker der med farligt affald ?

Når kassen hentes hjemme hos dig, kører vi den til genbrugspladsen i Tumbøl, hvor den tømmes af Arwos’ medarbejdere. Medarbejderne sorterer det farlige affald, så det bortskaffes korrekt sammen med det farlige affald på genbrugspladserne.

Efter indlevering af farligt affald håndteres det af det fælleskommunale selskab Motas

Noget bliver brændt i ovne ved ekstremt høje temperaturer. Temperaturen sikrer, at eventuelle giftstoffer fra affaldet uskadeliggøres. Samtidig kan man udnytte varmen fra ovnene til at producere fjernvarme og elektricitet. Det kalder man ”energiudnyttelse”.

Andet farligt affald kan genanvendes. Det gælder fx spildolie, som kan blive til ny olie eller brændstof.

Og til sidst er der noget, der deponeres sikre steder, hvor det ikke udgør nogen fare for grundlaget og miljøet i øvrigt.

28. april 2024

Driftstatus

  • Brøde Renseanlæg - akut reparation

→ Læs mere

Åbningstider i dag

Genbrugspladser

Aabenraa
08:00 - 17:00
Padborg
10:00 - 17:00
Tumbøl
Lukket
Kliplev
10:00 - 17:00
Kobro
10:00 - 17:00

Mini-genbrugspladser

Stubbæk
14:00 - 16:00
Løjt
10:00 - 13:00

Genbrugsbutikker

Padborg
Lukket
Aabenraa
10:00 - 17:00
Kundeservice
Lukket
→ Se alle åbningstider og adresser
28. april 2024

Driftstatus

  • Brøde Renseanlæg - akut reparation

→ Læs mere