Sortering af Affald og få kvadratmeter er ikke altid det bedste match. Få konkrete eksempler på, hvordan du kan indrette din affaldssortering så effektivt og praktisk som muligt.
Vi sorterer vores affald som aldrig før.
Plastikaffald i den ene beholder. Affald fra metal og glas i den anden. Madaffald i den tredje.
Det gør vi til gavn for klimaet, så vi kan genbruge materialerne til at producere nye produkter.
Vi forstår også godt, at det kan være svært at få plads til sortering af 10 forskellige affaldstyper i en lille bolig. Især hvis du bor i en lejlighed.
I artiklen her gør vi dig klogere på, hvad der først og fremmest kendetegner et godt affaldssystem. Dernæst serverer vi 7 konkrete (og budgetvenlige) løsninger på, hvordan du kan skabe plads til affald i hjemmet. Uanset om du bor småt eller blot vil udnytte pladsen i din bolig så godt som muligt.
Det skal være nemt at affaldssortere, og det skal fungere i hverdagen. Ellers får man det ikke gjort – selvom man har gode intentioner. Det kan de fleste sikkert nikke genkendende til.
I den forbindelse har vi kigget på, hvad der kendetegner det gode affaldssystem – uanset om du sorterer dit affald i poser, kasser, beholdere eller noget fjerde.
Hvis dine beholdere gemmer sig bagerst i skabet eller skuffen, så bliver det bøvlet at sortere dit affald. Det samme gælder, hvis beholderen er udstyret med et låg, der er svært at få af.
Sørg i stedet for at have beholderne stående fremme, så du nemt kan komme af med dit affald – også når du står med hænderne fulde af frugtskræl. Derudover skal beholderne naturligvis være nemme at tømme. Her kan du tænke i at få fat i lette beholdere med hank, så du fx kan tage beholderne med plastikaffald, metalaffald og restaffald med ud til skraldespanden på samme tid.
Vi anbefaler at have en beholder til hver slags affald. Så slipper du for at skulle sortere på ny senere, og du mindsker risikoen for, at affaldet havner i den forkerte beholder.
Derudover kan du med fordel sætte klistermærker med affaldsikoner på de forskellige beholdere. Det øger chancen for, at du, din familie og dine gæster får smidt affaldet i den rigtige beholder. Få styr på, hvad der må være (og ikke være) i de enkelte affaldsbeholdere i artiklen her.
Du kan også printe en sorteringsvejledning på både dansk, engelsk og tysk her.
Du kan få fat i gratis klistermærker med affaldsikoner i Arwos’ genbrugsbutikker i Aabenraa og Padborg. Du kan finde adresser og åbningstider her.
Tag et kig på dit affald. Hvilken type affald hober sig mest op hjemme ved dig, og hvad fylder mest? Dit forbrug skal naturligvis afspejle sig i størrelsen på dine beholdere. Shopper du meget online, er det en god idé at have en beholder med plads til meget pap. Er konserves ofte på menuen, gør du klogt i at have god plads til dåser og glas.
Det er en god idé at have beholderne stående de steder, hvor du typisk står med affald. Det er som oftest i køkkenet. Under køkkenvasken er det oplagte sted til beholdere, men hvis pladsen er knap, findes der også pæne beholdere, der kan stå fremme på gulvet i køkkenet.
Hvis man ikke har plads til alle beholdere i køkkenet, kan man overveje at placere forskellige type beholdere forskellige steder i boligen. Det kan fx være en papirkurv eller en æske til batterier på kontoret.
Bor du småt – eller vil du bare have det optimale ud af pladsen – skal der nogle gange tænkes kreativt, når det gælder pladsen til affald i hjemmet.
Nedenfor har vi samlet 7 eksempler på, hvordan du kan udnytte de forskellige overflader og rum i hjemmet, når du skal opbevare affald.
Kig ikke kun på gulvplads, når du leder efter plads til opbevaring af affald. Bagsiden af en dør eller indersiden af et skab er glimrende eksempler på ubrugte flader, du kan bruge. Hæng f.eks. muleposer eller kurve op, som du kan fylde med forskellige typer affald.
Hvis du bor i lejlighed, er døren til bagtrappen et oplagt sted at hænge sine poser med sorteret affald.
Skohylder er ikke kun praktiske til at gemme sko af vejen. De kan også fungere særdeles godt som affaldsbeholdere. Her kan du gemme pap/papir, glas eller andre typer affald, som du sjældent går ud med. Og samtidig udnytter du pladsen på væggen.
Du kan evt. udstyre skohylden med en pose, så du undgår at gøre indersiden beskidt eller klistre den til med dråber fra flasker.
Vi indrømmer, at det kan være udfordrende at gøre opbevaringsløsninger pæne. Ofte kan de få et industrielt og plastikagtigt look, men hvis man vælger beholdere, der ikke oprindeligt er beregnet til affald, er det muligt at skjule affaldet på elegant og flot vis. Vi giver dig her et par eksempler.
Du kan fx have en rustik trækasse til at stå i entreen eller køkkenet, hvor du kan samle flasker. Hvis du samtidig lægger et låg og et tæppe/en pude oven på flaskerne, kan du bruge kassen som en siddeplads, når du skal snøre dine sko.
Et andet eksempel på en elegant opbevaringsløsning er en slagbænk. Hvad end den står i køkkenet, entréen eller bryggerset, kan du samle og skjule dit sorterede affald i den. Find derefter nogle kasser eller poser, der passer til rummet i bænken. På den måde kan du nemt holde styr på de forskellige typer affald.
Når du skal opbevare farligt affald som batterier eller elpærer, så brug for en sikkerhedsskyld kassen til farligt affald. Kassen er nemlig udstyret med en børnesikring, så husstandens mindste ikke udsættes for fare. Læs mere om kassen her….
Er dit køkken udstyret med mange skabe og skuffer, giver det gode muligheder for at lave et overskueligt affaldssystem. Har du omvendt et mindre køkken, kan det stadig være godt givet ud at rydde en dyb skuffe for at skabe plads til beholderne.
Der findes mange forskellige (og budgetvenlige) sorteringssystemer på markedet. Du kan fx montere kasser i forskellige størrelser i din skuffe. Disse kasser kommer ofte med låg og hank, så du nemt kan hive dem med ud til skraldespanden eller affaldscontaineren.
Du kan også montere en udtrækningsskinne i en af dine skabe, som du kan placere dine beholdere på. Det gør det nemmere at smide affaldet i de bagerste beholdere, ligesom du med denne løsning også udnytter dybden i skabet så godt som muligt.
Før vi begyndte at affaldssortere, var køkkenskabet under vasken som oftest kun udstyret med en eller to poser. Men som denne løsning viser, er der plads til flere poser end blot to.
Hvis du derfor vil have det maksimale ud af pladsen, så monter flere små stativer i din låge.
Udnyt højden i dit hjem, når du affaldssorterer. Det kan du gøre ved at stable kasser oven på hinanden. Hvis du gør dette, skal du være sikker på, at du kan få adgang til de enkelte kasser. Så slipper du fx for at skulle fjerne de øverste kasser for at få adgang til den nederste kasse.
Du har sikkert en tom hylde et sted i din lejlighed, med ekstra plads til opbevaring. Eller et skab eller en reol der kan organiseres bedre og dermed skabe ledig plads. Har vi ret?
Vælg nogle kasser, der passer til og i reolen/skabet og wupti: Du har nu skabt den perfekte plads til at sortere og gemme dit affald på.
Det er over hele landet, at der skal sorteres affald i ti forskellig typer. Derfor er der også mange, der har haft samme udfordring som dig.
Mange har allerede tænkt ud af boksen og delt deres kreative idéer på nettet.
På Instagram anbefaler vi, at du søger på #affaldssortering
Bolius har også udgivet denne artikel om emnet.
Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål til regningen, affaldsløsningen, spildevands- eller vandforsyningen.
TLF. 76 93 00 00
Vi sidder også klar til at svare på dine spørgsmål på Facebook.
→ ÅbnHar du akut brug for hjælp - eks. ved brud på kloak eller vandledning - skal du ringe til Falck:
TLF. 7022 0366